Vi har prøvet Nokia Booklet 3G – en Apple-look-a-like
Nokia Booklet 3G hører til i den lidt dyrere ende af prisskalaen for mini-pc’er. Cirka 4.000 kroner kommer den til at koste, men den skille sig til gengæld ud fra de fleste andre mini-computere med et ganske eksklusivt design i aluminium. Den er kun 19,9 millimeter tyk og vejer 1,25 kilo. Skærmen er 10,1 tommer stor.
Apple-tastatur
Flotte materialer og et tastatur, der ser utrolig lækkert ud og som faktisk virker godt at skrive på. Men jeg syntes godt nok, at der var noget bekendt ved det. Det plagede mine tanker lidt lige ind til jeg fik øje på en MacBook hos en af de af mine kolleger på Nokia World. Tastaturet var ganske enkelt som snydt ud af næsen på tastaturet på MacBook.
Men okay, så længe det er godt at skrive på og det synes jeg, det er. Og min kollega med MacBook’en er i hvert fald rigtig godt tilfreds med tastaturet.
Godt flow
Booklet 3G kører med det kommende Windows 7 – alt andet havde naturligvis også været en katastrofe. Jeg har selv kørt med Windows 7 i et par måneder og det fungerer godt.
Umiddelbart ser det ud til, at det er et godt valg til Booklet 3G. Vores korte prøvekørsel af computeren glider i hvert fald ret glat, hvad enten vi åbner de almindelige Windows-programmer på computeren eller kører nogle af Nokias egne.
Mange Ovi-tjenester
Booklet 3G har blandt andet Ovi Suite, så det skulle være en smal sag at synkronisere kalender, kontakter, musik, billeder og videoer med computeren.
Af andre Nokia-features finder vi Nokia Music, Ovi Maps og Social Hub, der holder styr på alle ens sociale websites ét sted for bedre overblik over Facebook, Twitter og den slags.
Fantastisk lang batteritid
Batteriet skulle række til 12 timers effektiv brug – det er lang tid. Til sammenligning holder den MSI U100, jeg løber rundt med på messen, i godt 2 timer på en fuld opladning.
Vi lover at lave en test af batteritiden, når det bliver muligt.
Til opkobling har den Wi-Fi og plads til datakort til 3G. Nokia oplyser ikke, hvor hurtig 3G den kan klare
Der sidder en Intel Atom Z530-processor i Booklet 3G med 1,6 GHz . Den har ellers 1 GB RAM og 120 GB harddisk.
Booklet 3G skulle ramme markedet i løbet af 4. kvartal til en pris på godt 4.000 kroner.