Vi har prøvet Nokia E7 – flotteste mobil til dato

Nokia er snart klar til at sende markedets flotteste smartphone ud i butikkerne, men vi skal desværre sluge en del Symbian-kameler. Læs her vores første indtryk af Nokia E7.

Vi har prøvet Nokia E7 – flotteste mobil til dato

Nokia E7 landede på kontoret dagen før det kontroversielle samarbejde mellem Nokia og Microsoft blev lanceret. I skrivende stund står det uklart, hvad der kommer til at ske med Symbian, som E7 er baseret på. Hvad kommer der til at ske med udviklingen og opdateringerne af Symbian for ikke at tale om udviklingen af apps?

Løbende opdateringer af styresystemer og apps er i dag blevet meget vigtige parametre for valg af nye smartphones, specielt i high-end-delen.

Men til sagen.

Nokia E7 er designmæssigt en perle. Den flotteste mobil, jeg nogensinde har haft i hænderne, flottere end iPhone 4, som normalt løber med al design-hæderen. Et karrosseri i sølvgråt aluminium (kommer også i sort) med meget få fysiske taster diskret sluset ind i designet. Vægten matcher godt størrelsen, og den er yderst behagelig i hænderne.

Skærmen er 4 dejlige tommer stor, reagerer godt på tryk og fremstår rigtig skarp. Man kan bevæge sig fra side til side mellem de tre startskærme på telefonen på skærmen, men man kan også vælge at bladre ved at trykke på tasten nederst midt for på skærmen. Bruger man denne tast bladrer man hurtigere, end hvis man bruger fingeren på skærmen.

Det er besynderligt, at der skal være to måder at bladre på. Et skarpt skåret styresystem skærer ind til benet og giver én mulighed. Den foretrukne mulighed er naturligvis at bruge skærmen, hvis det så bare virkede bedre og hurtigere – at Nokia også tilbyder en tast mere til at gøre det på, er spild af værdifuld skærmplads.

Nu vi er ved den slags detaljer, så virker det også som spild af skærmplads, at Valg-tasten i nederste venstre skærmhjørne ikke kan erstattes med en anden genvej. Den giver mulighed for at vise åbne programmer (det kan en anden tast, der ligger fast på coveret forneden også gøre – ja det er dens eneste funktion), den kan bruges til at redigere startskærmen, skifte baggrund plus et par andre ubetydelige funktioner. Når først de indledende indstillingsmanøvrer er på plads i telefonen, så har jeg intet at bruge valg-tasten til. Med andre ord – spild af plads efter 10 minutters brug.
  
Skærmen skydes op for at få tastaturet frem. Det tager tid, inden man bliver helt fortrolig med skydemekanismen. Alle de personer, jeg har sat til at prøve at skyde tastaturet frem, fejler de første mange gange. Finten er, at man skal trykke ned på langsiden samtidig med, at man skubber skærmen tilbage. Selv efter mange forsøg sidder den bevægelse endnu ikke helt i skabet hos undertegnede.

Til gengæld er tastaturet helt i særklasse godt. Dejligt store taster med fin trykfornemmelse. Det er forrygende at skrive på og med ordforslag slået til, går det huj hej-hurtigt at skrive beskeder.

Der sidder et 8 megapixelkamera med fixfokus og blitz, det tager fornuftige billeder og til video kan man optage i HD-kvalitet med 720p. Et rigtig fint redigeringsprogram til video og billede giver den del et rigtig godt løft. Vi vender tilbage med både billedgalleri og videoklip i næste uge.

Musikafspilleren fik en mindre extreme makeover med Symbian 3 – den er visuelt meget flot og velfungerende.

Noget tyder på, at Symbian 3 udviklingsmæssigt bliver kørt af sporet på grund af det nye samarbejde mellem Nokia og Microsoft. Det er ærgerligt, for umiddelbart virker E7 til at kunne være en mobil med lang levetid, hvis den får løbende opdateringer og app-udviklerne vil blive ved med at udvikle apps til Symbian 3. Nokia E7 koster immervæk knap 5.000 kroner, og så bør man kunne forlange den slags.

P.S:
Personligt håber jeg virkelig, at den første Nokia-mobil med Windows Phone tager udgangspunkt i E7s karrosseri – det match ville være som en mavepumper efterfulgt af en kæberasler på konkurrenterne.