Vi har prøvet Samsung Game Pad
Med hypen omkring Apples understøttelse af fysiske spilkontroller til iOS, og de mange tapre tredjepartsforsøg, der er dukket op til både iOS og Android i løbet af årene, er det ikke underligt, at også Samsung kaster sig ud i det. Især eftersom mobile spil nu udgør merparten af salget, når det kommer til salg af apps.
Resultatet er Samsung Game Pad, en spilkontrol med Bluetooth og fæste til mere eller mindre alle Sasmung-telefoner fra Note 3 og nedad i størrelse.
Sammen med kontrollen har Samsung også lavet en speciel spilportal, hvor du både køber og starter spil, der understøtter kontrollen.
Hele konstruktionen er hul i det, om end ret bekvem. Alle knapperne gør et udmærket stykke arbejde, og der er også en specialknap, der automatisk fører dig til spilapplikationen.
Derimod er de tre styreredskaber et nærstudie i frustration. Selvom håndkontrollen er ret tyk, har Samsung gjort det samme, som Sony har gjort til PSP og Vita i forhold til analoge styrepinde, det vil sige en plade, der mest flyder rundt i en lille cirkel snarere end at være en rigtig pind.
Men mens Sony har gjort et godt stykke arbejde med denne løsning, virker Samsungs tilsvarende (der er faktisk to af dem) ret upræcise.
Styrekorset fungerer betydeligt bedre, men også det er lavet efter samme ”flydende” koncept som erstatningerne af analoge pinde, hvilket mest virker underligt.
Det gør selvfølgelig spil som Sonic 4 og King of Fighters betydeligt enklere at håndtere, end de nogensinde var med skærmkontroller, men vi bliver hele tiden mindet om, hvor meget bedre det kunne være.
Med en så hul konstruktion burde Samsung ikke have nogen som helst problemer med at lave nogle nogenlunde rigtige analoge pinde, uden at enheden blev meget tykkere af den grund.
Spilkontroller til mobiler forsøger at løse et problem, som spiludviklerne selv har forsøgt at ordne i flere år, men dette forsøg har brug for betydeligt længere tid til at modne, inden vi rigtig kan tage det alvorligt.