Vi har selv tjekket iPhone 4S
Apples nye iPhone 4S er endelig ude på butikshylderne i USA, Canada og større europæiske lande, og Mobil kan derfor allerede nu bringe et indtryk af, hvordan den meget hypede og omdiskuterede smartphone er at have i hænderne.
Formmæssigt er den næsten identisk med den eksisterende iPhone 4-model. Eneste forskel er placeringen af lydløs-knappen på venstre side af mobilen, der nu sidder lidt lavere. Det kan potentielt være et problem for dig, hvis du vil opgradere fra en iPhone 4 og bruge dit eksisterende etui eller din bumper fra Apple.
Opsætning tager stort set ingen tid. Du bliver guidet nemt igennem de forskellige muligheder, og kan vælge at indstille mobilen fra en eksisterende sikkerhedskopi. Det tog os mindre end et kvarter før vi bare oppe at køre med alle data og indstillinger fra den gamle mobil.
iPhone 4 defineres som udgangspunkt af sin hurtigere A5-dualcore-processor og sit bedre kamera. Du lægger hurtigt mærke til førstnævnte, der er bedre i stand til at trække iOS5-operativsystemet og levere en fuldstændig flydende brugeroplevelse. iPhone 4 har aldrig føltes decideret langsom, men ind i mellem kunne man godt støde på små pauser. Det er der ikke noget af på iPhone 4S, der viser alle menuer med det samme, og er mærkbart hurtigere til at åbne apps og vise websider. Det føles som om, at A5-chippen har masser af overskud at give af.
Vi har kun eksperimenteret meget lidt med kameraet, men det føles en god del hurtigere end kameraet i iPhone 4. Kamera-app’en starter hurtigt op, så du kan komme i gang med at knalde dit pletskud af. Vi gemmer vurderingen af billedkvaliteten til vores egentlige anmeldelse af iPhone 4S, men kan allerede nu godt love, at Apple har fat i den lange ende. Billederne fremstår naturlige med flot detaljegrad, og videooptagelse i 1080p HD-optagelse gør sig godt takket være den indbyggede billedstabilisering.
Siri, den personlige assistent du styrer med stemmen, er både sjov, engagerende og praktisk i brug. Desværre virker Siri pt. kun på engelsk, tysk og fransk, men mestrer du et af de sprog, så er det oplagt til at sætte alarmuret, lave en ny kalenderaftale eller afspille musik mens du sidder bag rattet i bilen.
Kort og godt, så føles iPhone 4S præcis som forventet, nemlig som en forbedring af Apples oprindelige design fra sidste år.
Se frem til en grundig anmeldelse af iPhone 4S, som vi nærmer os den danske lancering.
Flere artikler om iPhone
Få den kronologiske fortsættelse i sagen og anvisning til hvor du finder seneste nyt om emnet. Redaktionen kunne ikke slippe temaet. 15/10/2011 gik redaktionen videre og fulgte op med artiklen iPhone 4S begejstrer anmelderne – Du finder den her. Seneste nyt om tematikken kan du finde her.