Vi har testet Android – basisfunktioner
Det vigtigste i et mobilt styresystem er naturligvis dets evne til at kommunikere mobilt med omverdenen, hvad enten det er tale eller meddelelser. Taleopkald fungerer ganske fint med Android. Under opkald har man mulighed for at udføre en række praktiske funktioner, præcis som det kendes fra for eksempel iPhone.
Når det kommer til meddelelser, ser det dog helt omvendt ud. Meddelelsesdelen i Android er på nuværende tidspunkt lettere ubrugelig, da man hverken kan vælge en modtager eller indtaste en besked, og beskedmenuen giver kun mulighed for at oprette en ny besked (både MMS og SMS er understøttet), hvilket ikke just er prangende. Der var altså ikke mulighed for at oprette eller bare opsætte e-mail.
Det er let at oprette kontakter i Android, og kontaktstyringen virker generelt ret god. Man kan tilføje en masse oplysninger og et billede til hver kontakt.
Mangler kalender og synkronisering
En af de helt store mangler i Android, er manglen på indbygget kalender og manglende mulighed for at synkronisere enhedens indhold, eksempelvis via Microsoft Exchange. Det er virkelig en skam, og vi håber på, at Google kan få implementeret disse funktioner hurtigst muligt, da det ellers vil afskrække en masse potentielle forretningskunder.
Det er dog desværre langt fra styresystemets eneste fejl. Rundt omkring i systemet findes en række funktioner, der enten mangler funktionalitet eller som slet ikke virker.
En sammenligning mellem Android og den mobile udgave af OSX, der findes i iPhone, viser mange ligheder. Begge systemer er simple at bruge, og begge mangler efter min overbevisning en række funktioner, der kan findes i selv de billige mobiltelefoner på markedet.
Når det kommer til stykket, er Android et ganske habilt styresystem, der skam nok skal sikre Google succes på mobilmarkedet. Men hvorvidt der er tale om en stor succes, vil vi lade forblive usagt. Android mangler på nuværende tidspunkt for mange basisfunktioner, der kan være svære at undvære.