Vi har testet Android – underholdning
Vejen til langt det meste underholdning går gennem en webbrowser. Browseren i Android er baseret på det fremragende Webkit, og er ganske imponerende. Indlæsning af hjemmesider går stærkt, og det er let og hurtigt at navigere rundt på nettet. Man kan naturligvis oprette bogmærker til sine yndlingssider, og der er generelt set kommet en hel del ekstra funktionalitet i browseren sammenlignet med sidst, vi afprøvede Android.
Èn ting er, at webbrowseren virker fint på sider som Facebook og Myspace, men hvad med store videotjenester såsom YouTube? Ved første øjekast virker det umiddelbart til at virke fint, men når man vælger at se en video, render man hurtigt ind i problemer. Android understøtter nemlig ikke Flash-videoer, hvilket er en skam. Dette problem har Google dog løst med en YouTube-applikation, der unægteligt minder om måden, man ser videoer fra YouTube på i iPhone.
Godkendt musikdel
Android kommer ikke overraskende med en musikafspiller indbygget. Den er ganske simpelt opbygget, og giver mulighed for at navigere blandt sange, kunstnere og albums. Man kan også lave afspilningslister.
Musikafspilleren er, ligesom resten af systemet, optimeret til brug med fingeren. Det kræver altså blot en hurtig fingerbevægelse for at bladre i listen over sange.
Musik og god lyd går efter min mening hånd i hånd med video. Og netop video må man altså lede langt efter i Android. Der er ingen videoafspiller at finde i systemet, og det på trods af at muligheden for at udvikle en videoapplikation er til stede. Man kan ligeledes heller ikke optage videoer med styresystemet – blot tage billeder, der efterfølgende kan fremvises i galleriet.
Android App Store
Et af de store salgsargumenter ved iPhone er Apples App Store, og her har T-Mobile altså spidset ører. Ved lanceringen af G1 lancerede T-Mobile også en applikationsbutik, der pudsigt nok hedder Android App Store.
Her skal forbrugere kunne købe og hente programmer og spil til deres Android-baserede enhed. Det er en god ide, og sammenlignet med Apples App Store er der umiddelbart tale om en åben applikationsbutik, hvor programmerne ikke skal godkendes af højere magter, før de kan komme med i butikken.
Der er på nuværende tidspunkt ikke nogle spil med i Android, men muligheden er der, og T-Mobile G1 kommer da også med et forinstalleret spil.
Glæd dig til i morgen, hvor vi i den afsluttende del af miniserien kigger nærmere på kontakter, meddelelser og en række af Androids åbenlyse mangler.