Vi spår om 2013
1/ Formfaktoren får nyt liv: Farverige, bøjelige, vand- og stødsikre
Sorte og hvide firkantede telefoner vil selvfølgelig stadig være storsælgere i det kommende år. Men trenden mod mere formdifferentierede smartphones gør sig mere bemærket i 2013.
Der bliver mere af det, der kom på markedet i det andet halvår af 2012: farverige telefoner som Nokias Lumia-telefoner, varierende skærmstørrelser og rundere telefoner som Samsung Galaxy S3, skærme med højere opløsning som iPhone 5s retina-skærm og skærmen i Sony Xperia S, nichedesignede telefoner som den hårdføre Android-telefon CATB10 fra Caterpillar eller Doro-smartphones til den ældre målgruppe.
Men der kommer også en del nye formfaktorer, hvoraf den mest omtalte er Samsungs bøjelige AMOLED-skærm, der går under navnet Youm og det er helt ikke usandsynligt, a vi ser foldbare skærme. Og mobiler med skærme på begge sider kunne godt gå hen at blive det helt store i 2013.
Vi har allerede set YotaPhone, som netop har vundet en CES-pris og som vi selv har omtalt som den smartphone, der kan løbe med prædikatet ”mest spændende mobil 2013”. Med så store roser, som den allerede har fået, vil det være mærkeligt, hvis vi ikke ser andre eksperimentere mere på den front.