“Vi vil gøre verden klikbar”

Med avanceret billedgenkendelse vil selskabet OculusAI forandre måden, hvorpå du handler på nettet. Deres kommende app gør det muligt at fotografere produkter og hurtigt finde ud af, hvad de koster – og hvor du kan købe dem.

“Vi vil gøre verden klikbar”

”Vi vil gøre den fysiske verden klikbar,” siger Siamak Ayani, direktør for og grundlægger af svenske OculusAI.

Forestil dig, at du er ude i byen og ser nogen med et par rigtigt flotte sko. Du bliver nysgerrig, men ved hverken hvilket mærke eller model det er. Netop det vil OculusAI råde bod på med deres kommende app.

Tanken med appen er, at du skal kunne fotografere et produkt med din smartphone og derefter få information om produktet – samt hvor du kan få det billigst.

”I dag er det umuligt at få information om et produkt blot ved at se på det. Vi vil gøre den fysiske verden klikbar,” siger Siamak Ayani til Magasinet Mobil.

Selskabet blev startet af en gruppe venner på KTH (Kungliga Tekniska Högskolan i Sverige, red.) for et par år siden. Det fik hurtigt opmærksomhed på grund af deres billedgenkendelsesteknik, der gjorde det muligt for ejere af websites hurtigt at identificere uønsket billedmateriale.

Til at begynde med sad OculusAI hos selskabsinkubatoren Sting – Stockholm Innovation and Growth – og mellemlandede derefter et stykke tid på Kungsholmen. Da Magasinet Mobil er på besøg, er selskabet lige flyttet ind i nye lokaler midt i det centrale Stockholm.

Den lidt minimalistiske indretning – et par arbejdsborde, nogle kunstværker og en kæmpe stor kaffemaskine – vidner om, at man ikke helt har fundet sig til rette i de nye lokaler endnu. I et tilstødende lokale står et fussballspil. ”Vi har konkurrencer en gang om måneden. Så er det blodig alvor,” siger direktøren Siamak Ayani humoristisk.

bygning

person

Guide: Sådan undgår overraskelser når du handler online på udenlandske sites