‘Vi vil ikke lave en Bibob’

Happiis mobilselskab vil ikke risikere samme bommert som Bibob, når selskabet åbner i dag. Bibob fik for mange kunder og måtte lukke miidlertidigt for kundetilgangen.

‘Vi vil ikke lave en Bibob’

Direktøren for Happiimobile, Poul Thyregod, håber at en del af Happiis 50.000 guldkunder vil interessere sig for Happimobile.

Webbutikken Happii havde allerede torsdag åbnet op for kundetilgang, men først i dag fredag melder det nye teleselskab ud i stor stil, at det er gået i luften. Mobilselskabet vil ikke risikere at lave samme bommert som Bibob, der på åbningsdagen måtte lukke for kundetilgangen, fordi de ikke kunne håndtere de den store mængde kunder.

– Vi skal sikre os, at systemet kører, så vi ikke laver en Bibob. Jeg ved, at det giver lidt medieomtale, men det er jo ikke særligt professionelt i sidste ende, mener Poul Thyregod, der er direktør for Happiimobile.

Selvom Happiimobile indtil videre har holdt det som en lille hemmelighed, at der er åbnet op for kundetilgangen, så er der dog alligevel nogle, som har opdaget det.

– Det er mest vores kære konkurrenter, der er gået ind og har meldt sig til for se, hvad der sker, og det synes jeg er lidt hyggeligt, siger Poul Thyregod.

Det friskeste skud på stammen af teleselskaber vil dog på et område gerne sammenligne sig med Bibob.

– Vi har sagt, at vi gerne vil have et femcifret beløb ligesom Bibob, fortæller Poul Thyregod.