Vi vil være online overalt

Det mobile bredbånd brager frem, mens almindeligt bredbånd er stagneret.

Vi vil være online overalt

Nettet er nu en så integreret del af tilværelsen, at vi helst skal være på altid overalt.Ved årsskiftet havde 302.000 danskere en mobil bredbåndsforbindelse til deres computer. Et halvt år før var dette kun tilfældet for 208.000. Det svarer til en vækst på lidt over 45 procent på et halvt år.

Hertil kommer alle dem, som har anvendt deres mobiltelefoner som bredbåndsforbindelse, viser IT-&Telestyrelsens halvårsstatistik.

Til gengæld er væksten for faste bredbåndsforbindelser aftagende. Tilvæksten i faste bredbåndsabonnementer var i andet halvår 2008 på lidt under 23.000, mens den i første halvår 2008 var på lidt over 66.000. Til gengæld er det interessant at se, at næsten hele væksten på bredbåndsmarkedet nu ligger på de nye teknologier som fiber:

– Det viser at der er stort fokus på både hastighed og mobilitet, siger direktør i IT- og Telestyrelsen, Jørgen Abild Andersen.

Hastighederne på bredbåndsforbindelserne fortsætter også med at stige. I slutningen af andet halvår 2008 havde mere end 70 procent af abonnementerne en downstreamhastighed på 4 Mbit/s eller mere.

I første halvår 2008 var det kun tilfældet for lidt over halvdelen af de danske bredbåndsabonnementer. Også upstreamshastighederne er øget. I slutningen af 2008 var det lidt mere end 30 procent af bredbåndabonnementerne, der havde en upstreamhastighed på mindst 1 Mbit/s.

Et halvt år tidligere var andelen lidt over 20 procent. TDC har over halvdelen af alle bredbåndkunder, mens 3 sidder på næsten halvdelen af den rene mobil bredbåndstrafik.