Video: Google-grundlægger fremviser Project Glass
Vi har tidligere skrevet lidt om Projet Glass, der er Googles forsøg på at udvikle et par briller, der bl.a. kan give brugeren relevante oplysninger om verden omkring sig.
I et nyt videointerview med Wall Street Journal fremviser Sergey Brin – en af grundlæggerne af søgegiganten Google – de nye smarte briller og fortæller mere omkring det projekt, han håber vil forandre verden.
Brin fortæller at Project Glass har været svært at udvikle, eftersom løsningen skulle være både bekvem og let at bære – uden at man samtidig skal skære ned på funktionerne.
Da Project Glass blev vist frem til udviklermessen I/O tidligere på året, fik vi bl.a. set hvordan brillerne vil kunne bruges til at overføre billeder og lyd direkte. I interviewet fortæller Brin, at brillerne også har en slags timelapse-funktion, hvor der tages billeder hvert tiende sekund.
Journalisten fra Wall Street Journal får også en demonstration af brillerne og brugen af stemmekommandoen "take photo" – tag billede – der bruges for at aktivere kameraet. Han får desuden også mulighed for at se et 360-graders panorama, der følger med når man drejer om sig selv.
Project Glass forventes at komme i løbet af næste år og til Google I/O var der forudbestilling på de første eksemplarer til 1.500 dollars stykket, hvilket svarer til ca. 8.600 danske kroner.
Videointerviewet finder du herunder.