Video: HTC Desire kan nu tænde på tre sekunder
Da HTC for et par uger siden præsenterede to nye Android-modeller, var der primært fokus på de nye tjenester, som HTC har tilføjet Sense. En af de ting, der var mindre fokus på, var den optimering af softwaren, som HTC også har lavet på de nye modeller. En optimering som blandt andet giver næsten urealistiske starttider.
Ved præsentationen nævnte HTC starttider for de nye mobiler på omkring 10 sekunder, hvilket er under halvdelen af den tid, det tager mange af de hurtigste mobiler at tænde i dag. Men måske var HTC faktisk meget konservative i deres udmelding.
Næsten ikke til at tro
Softwaren fra en af de nye modeller, topmodellen Desire HD, har ivrige udviklere nemlig allerede nu fået til at virke på flere andre af HTC’s modeller. En af dem er den originale Desire, som ser ud til at have fået en starttid, der næsten ikke er til at tro.
På en video på YouTube kan en Desire med den nye software ses blive slukket og derefter tændt. Og det tager altså ikke mere end blot tre sekunder at tænde den.
Der er dog stadig en del problemer med softwaren, såsom at kameraet ikke virker. Disse problemer bliver der dog arbejdet på, så det formentlig i fremtiden bliver muligt at få en fuldt ud virkende Desire HD-software på sin originale Desire.
Du kan se videoen af den ekstremt hurtige opstartstid herunder.