Video og billeder: Sær Nokia med kæmpeskærm lækket

En hidtil ukendt og meget kantet ny Nokia-model er nu dukket op både i form af billeder og en video på nettet. Modellen bruger ligesom N8 det nye styresystem Symbian^3.

Video og billeder: Sær Nokia med kæmpeskærm lækket

De fleste havde nok ventet, at den næste topmodel fra Nokia ville blive MeeGo-modellen N9, men den lader stadig vente på sig. I stedet kunne det nu godt se ud til, at en anden og noget mere særpræget touch-mobil fra Nokia overhaler den indenom.

Sært design

Den nye model, der nu er lækket på nettet, skulle hedde X7-00, og bliver således formentlig topmodellen i den musikfokuserede X-serie. Som det ses er modellen lidt sær og nærmest ottekantet i designet, og så skulle der desuden være fire meget højlydte højtalere i modellen. En i hvert hjørne.

Symbian^3 og stor skærm
Modellen skulle have et 8-megapixelkamera med dobbelt fotolampe, og ser ud til at have en skærm på fire tommer. Styresystemet er Symbian^3, men i modsætning til for eksempel N8 er der ikke bare tre, men fire hjemmeskærme.

Du kan se en video med Nokia X7-00, der spiller Need for Speed Shift, herunder.

Kilde: IntoMobile