Video: Sådan er PureView 808 kommet til
Idéen om PureView 808 kom til på en hotelbar i Tokyo, hvor to Nokia-medarbejdere ville forbedre billedkvaliteten på mobilkameraer, når man zoomer. Det gik hurtigt op for dem, at det indebærer en række problemer. Problemerne var bl.a. at man kunne være nødsaget til at bruge en lille kamerasensor og at optikkens blænde bliver mindre i takt med at man zoomer ind på motivet – dermed mister man lys i kameraet, og billederne forværres.
Løsningen på problemerne kom ved at benytte teknologi, der også benyttes på satellitter med kameraer. Man ville ganske enkelt benytte en stor kamerasensor med høj opløsning, og efterfølgende formindske billedet, så man opnår maksimal skarphed og lavt støjniveau. Spol et par år frem i historien, og så blev PureView 808 præsenteret.
Videoen herunder handler altså om processen bag udviklingen af den finske kameramobil med hele 41 megapixels. I videoen kan man finde en masse lækre detaljer omkring telefonen og hvordan kameraer i mobiltelefoner fungerer.
Hvis ikke du er interesseret i historien, bør du alligevel kaste et blik på videoen. Den er nemlig optaget med PureView 808, og det er uden sammenligning nogle af de flotteste videosekvenser optaget med et mobilkamera.
Nokia har også tidligere produceret en anden flot video med PureView 808 – den kan du finde lige her!