Video: Smelt smør med mobilen
Komponentproducenten Qualcomm er tilsyneladende rigtig glade for deres seneste Snapdragon S4-processor. Processoren benyttes bl.a. i den amerikanske 4G-variant af Samsung Galaxy S3 og i Asus Padfone.
For at vise hvordan processoren håndterer varmeudvikling, har Qualcomm valgt at producere en kort video, der sammenligner energieffektiviteten med to andre konkurrenter. Du kan finde videoen herunder.
LÆS OGSÅ: Så vilde bliver WP8-mobilerne
Enhederne er ikke navngivne i videoen, men det lader til at være en HTC One S med Snapdragon S4, der sættes op imod en Motorola Razr (Texas Instruments OMAP 4430) og Samsung Galaxy S2 (Exynos). Her tester man varmeudviklingen i de tre mobiler ved at smelte smør direkte på mobilerne!
Smør smelter ved omkring 35 grader, og der går ikke længe før det begynder at smelte hos konkurrenterne. Snapdragon S4-enheden begynder naturligvis også at smelte smøret kort efter, men det er tydeligt at processoren ikke udvikler lige så meget varme som konkurrenterne. Den varmeste af mobilerne ramte en temperatur på hele 55 grader, hvilket altså må siges at være meget varmt for en mobil.