Video: Sony Ericsson klar med Xperia Arc med Android og Bravia-skærm
"Vi starter 2011 lige på og hårdt med det mest spændende og fuldendte Xperia-produkt til dato."
Sådan lyder ordene fra Sony Ericssons topchef, Bert Nordberg, der i en pressemeddelelse ikke lægger skjul på at Sony Ericsson vil tilbage i kampen.
Nu med Android 2.3
Xperia Arc byder på den nyeste teknologi fra Sony i en ualmindelig lækker og tynd indpakning. Arc kører desuden på Android 2.3 og er ifølge Sony Ericsson den første i en ny generation af Xperia smartphones, der kommer i løbet af 2011.
Sony Ericsson oplyser at Arc kun måler 8,7 millimeter i tykkelsen på det smalleste sted, hvilket unægteligt gør den til en af de tyndeste Android-telefoner på markedet. Alligevel påstår Sony Ericsson at det er en stærk og holdbar telefon.
Telefonen er udformet, så den ligger perfekt i brugerens hånd. Sidste år talte Sony Ericsson meget om det såkaldte ‘Human Curvature Design’, der bl.a. ligger bag designet af Vivaz, og det lader altså til at man fortsætter i denne retning.
Arc måler 125 x 63 x 8,7 millimeter og telefonen vejer blot 117 gram.
Endelig med Bravia-skærm
Skærmen er et såkaldt Reality Display med Mobile Bravia Engine fra Sony, der ifølge Sony Ericsson sikrer den ultimative multimedieoplevelse. Arc er altså den første europæiske mobiltelefon med Bravia-skærm.
Skærmen måler 4,2 tommer og har en opløsning på 854 x 480 pixels. Xperia Arc er desuden Sony Ericssons første produkt med understøttelse af multi-touch.
Gode billeder i lav belysning
Kameraet er på 8,1 megapixels og optager videoer i 720p HD-format. Umiddelbart minder det jo en anelse for meget om den tidligere flagskibsmodel X10, men også på kamerafronten er der sket ting og sager.
Her har man nemlig taget brug af Sonys Exmor R teknologi, der forbedrer muligheden for at tage gode billeder og videoklip ved selv lav lysstyrke. Exmor R bygger på bl.a. en baggrundsbelyst billedsensor og avanceret efterbehandling af billedmaterialet. Herunder kan du se et eksempel på Sony-teknologien i brug:
En anden stor nyhed i Xperia Arc er den indbyggede HDMI-forbindelse. Det betyder at man kan tilslutte telefonen til sit fjernsyn derhjemme, og få vist billeder og video på storskærm.
I butikkerne til marts
Sony Ericsson er klar med Xperia Arc allerede i første kvartal. Herhjemme kan vi forvente at se den i butikkerne i løbet af marts måned, hvor den vil blive tilgængelig i to farver: Midnight Blue og Misty Silver.
Prisen er ikke oplyst, men vi regner med at den lander omkring 4.000 kroner uden abonnement.