Video: Ubuntu på Nexus One

Har du nogensinde drømt om at få Ubuntu på din mobil? Hvis du har en Nexus One eller anden avanceret Android-mobil, kan det nu lade sig gøre.

Video: Ubuntu på Nexus One

I en video på YouTube viser manden bag NexusOneHacks.net hvordan man kan installere Linux-distributionen Ubuntu på sin Nexus One – eller en anden avanceret Android-mobil for den sags skyld.

Selve installationen er forholdsvist enkel og både guiden og videoen viser hvordan processen foregår – skridt for skridt, så selv de mest uerfarne kan følge med.

Installeres som virtuelt system
Det smarte er, at styresystemet bliver installeret som en virtuel maskine, og at der derfor ikke sker noget med Android-styresystemet. Ubuntu bliver med andre ord afviklet samtidig med Android gennem en VNC-klient ved navn Chroot, som i parentes også findes til Nokia N900.

Hvis du har fået blod på tanden og gerne vil forsøge dig med Ubuntu på din Android-mobil, kan du finde den detaljerede guide på dette link og videogennemgangen herunder.