Vodafone slår Nokia

Vodafone slår Nokia

Få et firma til at udvikle en mobiltelefon. Sæt dit eget logo på – og sælg masser af telefoner.

Sådan lyder den formel, som britiske Vodafone har brugt. Og med så stor succes at firmaets egne telefoner – der er produceret af japanske Sharp – i dag sælger bedre end Nokia, skriver Reuters.

I Danmark er det kun kunderne hos Orange, der kan købe en “Orange-telefon”, nemlig SPV'en. Men tendensen med teleselskaber, der selv sidder på produktionen af mobiltelefoner, kan sagtens blive større herhjemme.

Allerede i dag kæmper flere europæiske teleselskaber mod Nokias dominerende stilling på mobilmarkedet. Udover at producere og sælge egne telefoner så sker det ved at vælge mindre, men lige så dygtige konkurrenter som Nokia til at levere mærkevaretelefoner til kunderne.