W7 og W8 bliver Nokias første Windows Phones
Der er kun tale om et rygte, men det har en vis pondus, når det er den russsike mobilblogger Eldar Murtazin, der står som afsender. Han mener at vide, at de to første Nokia-modeller med Windows Phone-styresystemet kommer til at hedde W7 og W8.
Navnene lyder ikke usandsynlige i Nokias navneunivers, men derudover mener russeren også at vide, at W7 bliver bygget op over hardwareskelettet fra den helt nye X7, og W8 kommer til at tage udgangspunkt i N8.
Prototyperne kommer ifølge Murtazin til at indeholde Qualcomm chips, som Microsoft kræver det.
W7 bliver for øjeblikket anvendt til test af det nye system internt i Nokia og Microsoft, og ifølge Murtazin minder den ret meget om en opgraderet HTC Mozart med 8 megapixel kamera med autofokus.
Som et sidste rygtepift, så hævder russeren at vide, at Nokia og Microsoft i løbet 2012 vil sende et helt dusin nye telefoner på markedet. Vi glæder os til at høre mere.
NOTE: Billedet herover er ikke en af de nye telefoner men blot en N8 med WP7-softwaren afbilledet i skærmen.
Kilde: Engadget