WiMAX-mobiler fra Nokia i 2008
3G og det endnu hurtigere turbo-3G er stadig relativt nyt og hurtigt nok for de fleste. Det får dog ikke en producent som Nokia til at sætte farten ned, når der skal udvikles nye og hurtigere forbindelser. De har nemlig netop meldt ud, at de allerede i starten af 2008 vil være klar med deres første mobil med indbygget WiMAX.
WiMAX-netværk er både billigere og hurtigere end de nuværende 3G-netværk, og vil derfor gøre det nemmere i fremtiden at få billigt og hurtigt trådløst bredbånd. Dog er de nye WiMAX-netværk ikke så gode til at føre samtaler over, som de ældre netværk. Derfor vil de nye mobiler med WiMAX indbygget efter al sandsynlighed stadig understøtte de gamle 2G- og 3G-netværk.