Windows 10 til mobiler lader vente på sig
Microsofts officielle linje under udviklingen har været, at Windows 10 er et samlet system til alle enheder. Windows 10 på mobiler kommer dog ikke til at understøtte almindelige PC-programmer, og du får ikke en komplet computer bare ved at docke mobilen til skærm og tastatur, selvom Continuum-funktionen lover noget i den stil til high-end-mobiler.
Dem, der har fulgt udviklingen af de offentlige betaer, har også kunnet se Windows 10 blive mere og mere stabil og poleret, mens Windows 10 til mobilen stadig giver et indtryk af at mangle en hel del.
Når nu Microsoft har tilkendegivet lanceringen af Windows 10 den 29. juli, gælder det kun til computere og tablets. Til mobiler har de ikke givet nogen lanceringsdato endnu, andet end at det bliver senere.
Se prisguide: Den billigste Windows Phone
Ikke det Microsoft drømte om
Man kan have en mistanke om, at det ikke er det, Microsoft havde tænkt sig eller planlagt. Microsoft har kun kunnet lancere lav- eller mellemprismodeller med Windows Phone, eftersom Windows Phone 8.1 mangler den 64-bit-understøttelse, high-end-mobiler har, og jo længere tid der går, inden der kommer en topmodel med Windows 10, desto mere irrelevant risikerer Windows i mobilen at fremstå.
Microsoft kommer til IFA-messen i Berlin den 4-9. september, og vi mistænker, at det er der, de har tænkt sig at vise deres nye Windows 10-mobiler frem. Spørgsmålet er, hvor langt ud i fremtiden vi skal, inden telefonerne rent faktisk kommer i butikkerne. Risikoen er, at Windows 10 til mobiler kan lade vente på sig indtil slutningen af året.