Windows i LGs nye flagskib

LG har på Communicasiamessen i Singapore præsenteret deres nye mobilflagskib, som bruger Windows Mobile og har qwerty-tastatur. LG er samtidig på vej med hele tre Android-mobiler.

Windows i LGs nye flagskib

LGs væsentligste nylancering i Singapore er altså en windowsmobil med 3 megapixel kamera og qwerty-tastatur. Det kommer nok ikke som noget stort chok for ret mange at det er Windows Mobile der styrer LGs nye flagskib på mobilmarkedet, eftersom det allerede på Mobile World messen i Barcelona blev meddelt at LG blev hovedleverandør af Windows Mobile telefoner, og skulle sende mere end 30 mobiler med styresystemet på markedet over de næste par år.

Og i LGs eget pressemateriale nævnes windowsmobilen da også kun flygtigt, imens hovedfokus ligger på telefoner der allerede er på markedet og blev fremvist i Barcelona, heriblandt ikke mindt Arena.

Allerede nu er der sluppet en smule information om den nye windowsmobil ud på nettet, og heraf fremgår det måske lidt overraskende, at det er Windows Mobile 6.1 der ligger i den nye LG-telefon, og altså dermed ikke den nyeste udgave af softwaren. Det skal dog siges, at det selvfølgelig kan nå at ændre sig, inden telefonen sendes på markedet.

Endelig har LG overfor flere asiatiske medier, deriblandt Cnet Asia, afsløret, at man barsler med hele tre Androidmobiler i løbet af efteråret. Den ene af disse tre skulle ifølge Cnet Asia være en lavprismodel, men detaljerne er endnu temmelig uklare, og det vides endnu heller ikke om modellerne lanceres på det danske marked.