Windows-mobil med indbygget digitalt tv
Det er snart mere reglen end undtagelsen at nye mobiler kommer med hurtigt indbygget internet i form af 3G eller turbo-3G. Men det er stadig sjældent at de har understøttelse af de nye digitale tv-standarder. Det ser den taiwanesiske smartphone-producent E-TEN ud til at ville lave om på nu med deres nye model ved navn E-TEN Glofiish V900, som sitet EtenClub.ru har fået fat i et billede af.
Den nye Glofiish V900 skulle således understøtte ikke blot én men flere af de nye standarder for digitalt tv. Således skulle både DVB-H, DVB-T, T-DMB og DAB være indbygget i modellen. Specielt interessant er det, at DVB-T og T-DMB er indbygget, da disse standarder egentlig ikke beregnet til mobiltelefoner, men det ser dog ikke ud til at genere E-TEN. Desuden kan man på billedet af den nye model, der minder om HTC Touch i designet, se et lille kamera over skærmen, hvilket vidner om en eller anden form for 3G.
Der vides endnu ikke mere om modellen, end at den skulle blive præsenteret på messen Mobile World Congress i Barcelona i midten af næste måned. Indtil da kan vi kun gætte på pris og lanceringsdato.