Windows Mobile 6.5 klar til september
Det har taget til med rygter om det nye Windows Mobile 6.5 det sidste stykke tid, og vi har set indtil flere sæt billeder, der skulle vise det nye styresystem. Det er dog endnu ikke blevet officielt præsenteret af Microsoft endnu, men det ventes dog at ske om godt en uge på mobilmessen Mobile World Congress i Barcelona. Det er endnu uvist, hvornår vi får de første modeller med det nye styresystem af se i handlen.
Kilder til sitet ZDNet.com har dog nu afsløret, at Windows Mobile 6.5 skulle blive givet til mobilproducenterne til april, og at de første modeller med det nye styresystem skulle komme i handlen til september. Samtidig oplyser kilderne, at Windows Mobile 7, der bliver den næste store opgradering, skulle blive givet til testpersoner til november, og at vi kan forvente de første modeller med Windows Mobile 7 i handlen til april næste år.
Da kilderne er anonyme, skal de nok tages med et gran salt, ligesom eventuelle planlagte datoer sagtens kan blive overskredet, hvis alt ikke går som planlagt for Microsoft.