Windows Mobile 6.5 kommer på gaden den 6. oktober
Det synes som ekstremt lang tid siden, at vi første gang hørte om Windows Mobile 6.5. Det har nok mest noget at gøre med, at tidlige udgaver af nye Windows Mobile-versioner som regel lækker på nettet længe før, at Microsoft selv har annonceret dem.
I handlen 6. oktober
Ikke desto mindre har vi dog nu en dato for, hvornår vi endeligt officielt kan få en mobil med Windows Mobile 6.5 i hånden. Det skulle ske den 6. oktober. Microsoft melder dog ikke noget om, hvilken specifik model, der eventuelt skulle dukke op med det nye styresystem den dag.
Medbringer to nye services
Windows Mobile 6.5 bringer samtidig to nye services fra Microsoft med sig. Nemlig Windows Marketplace for Mobile, der er en pendant til Apples App Store og Googles Android Market, og Microsoft My Phone, der er en backup-service for ens mobil.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at Microsoft nu officielt ser ud til at bruge udtrykket "Windows-telefon" i stedet for "Windows Mobile-telefon" i et forsøg på at strømline de tekniske betegnelser.