Windows Mobile 7 bliver helt sin egen
I sidste måned præsenterede Microsoft den nyeste version af deres mobile styresystem Windows Mobile, der nu er nået til version 6.5. I forhold til forgængeren 6.1 er der kommet en række forbedringer, men det vi har set indtil nu, har ikke været noget revolutionerende. Men det bliver version 7 måske.
Ifølge en jobannonce, der søger efter en leder til Windows Mobile-teamet hos Microsoft, ser det i hvert fald ud til, at Microsoft er begyndt at tage brugeroplevelsen på mobilen alvorligt:
– Windows Mobile vil ændre måden, du ser din telefon på. Vi laver ikke bare en ‘også mig’-iPhone eller en RIM-konkurrent, vi forandrer måden forbrugere bruger og oplever deres enhed på.
Vi kommer med andre ord forhåbentlig til at se en helt ny og anderledes version af Windows Mobile, der har mere fokus på brugeroplevelsen, når Windows Mobile 7 kommer ud til næste år.
Kilde: WMExperts