Windows Mobile driver markedet fremad
De mere avancerede PDA’ere tordner frem på markedet med flere millioner solgte enheder – hele 5,1 millioner enheder på verdensplan er det blevet til i det første kvartal af 2007. Og ifølge Gartner er mere end 60 procent af de solgte enheder med Windows Mobile-styresystem. Faktisk er enhederne inde i en ganske voldsom stigning, hvor der er blevet solgt mere end 40 procent flere enheder med Windows CE i forhold til samme tid sidste år.
Det vil sige, at mere end 3,2 million Windows Mobile-enheder er der blevet solgt dette første kvartal. Og ifølge Todd Kort, chefanalytiker hos Gartner’s Client Computing, er dette en noget uventet stigning.
– Denne stigning har været overraskende fordi Windows Mobile 6 først vil blive lanceret i det andet kvartal fulgt af mange nye og forbedrede modeller. Normalt ville forbrugere og erhvervsfolk havde ventet med et køb til efter lanceringen.
Blackberry fortsætter dog med at føre med flest solgte enheder. Deres markedsandele på PDA-markedet løber op på 18,1 procent. De har haft flere solgte enheder, hvor Blackberry Pearl har stået for hele 55 procent af deres salg i begyndelsen af 2007. Derefter følger Mio Technology med 11,1 procent, hvor Samsung, Sharp og Nokia lukker top-fem af med henholdsvis 8,8 procent, 8,1 procent og 6,2 procent i markedsandele.
På styresystemerne står Windows CE for hele 62,1 procent af markedsandelene.