Windows Phone 7-mobil fra Sony Ericsson er kasseret prototype

I mandags kunne vi bringe billeder af en prototypemobil med Windows Phone 7 fra Sony Ericsson. Men for Windows Phone-fans er der desværre dårligt nyt, da modellen næppe kommer på markedet.

Windows Phone 7-mobil fra Sony Ericsson er kasseret prototype

Sony Ericsson har tidligere udtalt, at de har kig på Windows Phone 7 som styresystem i kommende modeller, og i mandags dukkede så billeder af en prototype fra dem op, hvor Windows Phone 7 kunne ses som styresystem. Men modellen ser nu ud til aldrig at komme på markedet.

Kasseret sidste år

Ifølge den ofte veloplyste Eldar Murtazin fra mobilsitet Mobile-review.com viser billedet nemlig blot en gammel prototype, som blev annulleret allerede sidste år. Dette passer faktisk også godt overens med nogle af de seneste udmeldinger fra Sony Ericsson selv, hvor de ikke har været så positive over for Microsofts smartphone-styresystem.

At vi på et tidspunkt i fremtiden får en Windows Phone 7-mobil at se fra Sony Ericsson er dog ikke helt udelukket. Svensk-japanerne analyserer helt sikkert udviklingen i markedet løbende, og med Microsofts og Nokias nyligt offentliggjorte samarbejde er de formentlig kommet på overarbejde. Hvis vi får en Windows Phone 7-smartphone at se fra dem, bliver det dog ikke den på de lækkede billeder.

Kilde: Eldar Murtazin @ Twitter