Windows Phone 7-mobilen HTC Mozarts specifikationer afsløret

Vi har set både lækkede billeder og videoer af HTC's kommende Windows Phone 7-mobil Mozart. Nu kender vi også dens specifikationer.

Windows Phone 7-mobilen HTC Mozarts specifikationer afsløret

Windows Phone 7-modellen HTC Mozart, der også har været kendt under navnet HTC Schubert, kan ikke ligefrem siges, at være en ukendt mobil. Den er jævnligt dukket op på både billeder og i videoer, men det er dog først nu, at vi har dens fulde liste med specifikationer. Og de ser ganske gode ud.

En gigahertz, otte gigabyte

En anonym kilde har nemlig nu både sendt sitet WMPoweruser.com en kort video af HTC Mozart og oplyst dens specifikationer. Modellen skulle bruge en Qualcomm Snapdragon QSD8250-processor på en gigahertz, som vi også kender fra blandt andet HTC Desire, have 576 megabyte arbejdshukommelse, otte gigabyte indbygget hukommelse, som efter alt at dømme desværre ikke kan udvides, og et batteri på 1300 mAh.

Super LCD og xenon-blitz
Skærmen skulle være på 3,7 tommer, have en opløsning på 480 x 800 pixel og være af typen Super LCD (SLCD), som vi også kender det fra blandt andet iPhone 4 og den nye HTC Desire HD. Der er selvfølgelig turbo-3G i modellen, og kameraet er på otte megapixel. Det er desuden værd at bemærke, at der skulle være tale om en ægte xenon-blitz til at flankere kameraet, hvilket ikke er set før i en HTC-mobil, og generelt stadig er en sjældenhed i selv moderne mobiler.

Du kan se den nye korte video af HTC Mozart i aktion herunder.

Kilde: WMPoweruser.com