Windows Phone er det sikreste system – Android er det mest udsatte

En sikkerhedsekspert fra firmaet F-Secure fortæller, at Windows Phone 8 er det sikreste mobilsystem på markedet.

Windows Phone er det sikreste system – Android er det mest udsatte

Vi har tidligere her på Mobil.nu skrevet om, at Apples iPhone iOS styresystem er blevet anerkendt som værende lige så sikkert som BlackBerry til businessbrug.

Nu har Mikko Hypponen fra sikkerhedsfirmaet F-Secure udtalt sig om mobilsikkerhed til magasinet The Inquirer, og Windows Phone 8 er, i hans øjne, den sikre vinder.

Ifølge Hypponen har F-Secure endnu ikke set et eneste stykke malware rettet mod Windows Phone platformen, hvilket gør den til den absolut mest sikre til dato.

”You want a safe phone? Buy a Windows Phone”– Mikko Hypponen, F-Secure

En af de oplagte grunde til, at der stadig ikke findes malware rettet mod Windows Phone kan selvfølgelig være den stadig noget begrænsede udbredelse i forhold til de andre systemer. Hypponen mener dog også, at grunden kan findes i Microsofts forholdsvis strikse regler for app-udvikling og godkendelse.

Hos F-Secure ser man stadig Android som det meste udsatte styresystem på mobilmarkedet. Ifølge Hypponen, er det dog mest på grund af 3. parts app-stores, hvor sikkerheds-niveauet ikke er lige så højt som i Googles egen Play store. Søgegiganten skulle dog være på vej med men en løsning på problemet med tredjeparts-applikationer i den nye version 4.2 af Android.

Kilde: The Inquirer