WinMobile Fusion kombinerer rss og bittorrent

Programmet WinMobile Fusion er både en rss-læser og en bittorrent-klient i et og samme program. Det bliver for alvor interessant, når det hurtige hsdpa-net en gang bliver lanceret herhjemme.

WinMobile Fusion kombinerer rss og bittorrent

Ideen med programmet er, at bittorrent-delen skal hjælpe til, når man vil downloade de rss-feeds, som man har valgt, automatisk skal hentes ned. Bittorrent er en teknik, som gør, at mange samtidigt kan hente data fra samme kilde, uden at det forringer download-hastigheden. Faktisk sker det omvendte i stedet. Jo flere, som henter en fil en samtidig, desto hurtigere går det, da klienterne deler filen med hinanden.

Når det drejer sig om mobiltelefoner og lommecomputere, er det måske ikke mange brugere, som konkurrerer om samme båndbredde, der er hovedproblemet. Henter man noget ned fra en server til ens mobile enhed, er det nærmere mobilnettets langt lavere båndbredde, der skaber flaskehalsen.

Man kan dog sagtens forestille sig, at denne type programmer bliver taget mere og mere i brug i takt med at datahastigheden til mobile enheder stiger. Når operatørerne på et tidspunkt får sat skub i hsdpa-nettet, der i den indledende fase giver hastigheder med op til 3,7 mbps, vil et program som WinMobile Fusion for alvor komme til sin ret i mobile enheder. Går alt efter planen, skulle 3 kunne lancere hsdpa i dele af København til august.

Der findes allerede en række mobiltelefoner og lommecomputere udstyret med W-lan, men trådløse internetopkoblinger hører stadig kun mest til i private hjem og på kontorer, hvor de fleste i forvejen har en computer.