Xerox Mobile Scanner test: God til mange dokumenter
Selvom strømmen af papir faktisk til sidst er gået nedad til fordel for digitale alternativer, drysser der stadig en del dokumenter, visitkort og kvitteringer ind, der er lettere at gemme og arkivere i form af digitale filer i mobilen eller computeren sammenlignet med papir.
Ganske vist er der en hel del programmer, der kan bruge mobilens kamera til at lave pdf’er af papirdokumenter, men har du meget, der skal indlæses, er en scanner et hurtigere alternativ, der giver et bedre resultat.
Xerox’ Mobile Scanner har nogle funktioner, der gør, at den kvalificerer sig som mobil.
For det første fodrer man den med dokumenter ved, at de ruller gennem scanneren, i stedet for at lægge dem på en stor glasplade.
LÆS ARTIKEL: 10 fede apps der skal under juletræet
Det gør, at scanneren er lille nok til at have med i en taske, og at det desuden går hurtigere at scanne et dokument på flere sider. Ulempen er, at scanneren har svært ved at håndtere papir, der er blevet for krøllet eller er skadet på en eller anden måde.
Mobile Scanner har desuden et indbygget batteri til at kunne fungere mobilt. Man kan scanne direkte til et USB-stik eller direkte til sin iPad via USB og Apples Camera Connector.
Men det, der gør den ekstra smart, er det medfølgende Eye-Fi-kort: et SD-kort med indbygget trådløs opkobling.
Kortet kan konfigureres, så man kan uploade billeder og pdf-filer fra scanneren enten direkte til en skytjeneste som Evernote, eller hvis der ikke er noget Wi-Fi-net i nærheden, direkte til sin mobil eller tablet.
Det er lidt svært at konfigurere men fungerer rigtig godt til sidst. Billederne havner i Xerox’ app på din iOS-enhed eller i Eye-Fis app på din Android og kan derfra sendes videre til en app, hvor du vil bruge dem.
Scanneren har kun få indstillingsmuligheder i sig selv. I princippet kan man kun vælge, om man vil lave et billede, en sort-hvid pdf eller pdf i farve. Dog plus for, at det er let at lave et pdf-dokument på flere sider.
Navn: Xerox Mobile Scanner
Hvad: Scanner, der sender billederne trådløst direkte til din iOS- eller Android-enhed eller til en skytjeneste
Pris: Fra cirka 1.900 kroner
Karakter: 6/10