Xperia-ejere får 50 GB lagerplads i skyen
I en global pressemeddelelse skriver Sony Ericsson, at alle selskabets kunder med en Android-telefon fra producenten nu kan skaffe ekstra lagerplads hos webtjenesten Box.
Box er en online tjeneste i stil med Dropbox, der giver mulighed for at gemme sine filer i skyen og have dem med sig overalt.
Hvis man registrerer en konto hos Box, får man automatisk 5 GB lagerplads hos tjenesten. Samarbejdet med Sony Ericsson betyder, at Xperia-kunder fra nu af og frem til den 31. december næste år har mulighed for at tidoble lagerpladsen til hele 50 GB uden ekstra omkostninger på ubegrænset tid.
Det eneste krav er, at man logger på tjenesten ved hjælp af Box-programmet til Android fra en Xperia-mobil. Hvis man allerede har en konto hos tjenesten, bliver lagerpladsen automatisk forøget.
Programmet kan hentes fra Android Market.