Yderligere to nye skydemobiler fra Samsung
Ikke mindre end tre skydemobiler ser ud til at være på vej fra Samsung, hvor den ene er den allerede omtalte mobil fra Bang&Olufsen. Men to andre gemmer sig bag den flotte designmobil.
Der er blandt andet tale om modellen ved navn Samsung F330, og ligner mere en Samsung, som vi kender dem. Målene på denne model skulle være 103 x 48 x 12,8 mm, dvs. der er tale om en forholdsvis tynd skydemobil. Skærmen på 2,1" skulle desuden have en opløsning på 240 x 320 pixel. Også denne model understøtter turbo-3G, og dens kamera skulle være på 2 megapixel. Hukommelsen skulle kunne udvides ved hjælp af microSD-kort.
Den sidste model hedder Samsung i450. Det er en smartphone, der bruger styresystemet Symbian S60 3rd Edition. Skærmen er på 2,3" og har en opløsning på 240 x 320 pixel. Også i i450 er der understøttelse af turbo-3G, ligesom kameraet også i denne model er på 2 megapixel. Desuden er der både 1 GB indbygget hukommelse, samtidig med at modellen også understøtter microSD-kort, hvis den indbyggede hukommelse ikke er nok.
Pris og lanceringsdato for de nye modeller, kendes endnu ikke.