YouTube klar med fed iPad-app
Da iOS 6 blev lanceret, var den populære YouTube-app forsvundet. I et interview med amerikanske The Verge forklarede Apple, at deres licensaftale med YouTube var afsluttet, og at programmet derfor ikke ville være en den af den seneste version af styresystemet.
I begyndelsen af september kom Google så selv med en YouTube-app, der var lavet til iPhone. Personer med en iPad – og iPhone 5 – manglede fortsat en udgave, der var tilpasset de større skærme.
Nu er Google igen kommet med en opdatering til YouTube på iOS, og nu er der igen chance for at alle iOS-brugere kan være med. Opdateringen understøtter nemlig både den lidt større skærm på iPhone 5 samt den markant større skærm på iPad. Programmet har desuden fået understøttelse for AirPlay, og stabiliteten er blevet forbedret.
Den nye YouTube-app har et design, der er mere i stil med det, man finder på nettet og i Android-versionen. Ved at trække en finger mod højre side af skærmen, vil man få adgang til sin konto, indstillinger samt abonnementer. YouTube har også en funktion, så man kan dele videoklip på sociale netværk – Facebook, Google+ og Twitter.
YouTube til iOS kan hentes fra App Store, og er naturligvis ganske gratis.