Zoho Mobile tager kampen op med Google

Webtjenesten Zoho er en mindre kendt, men faktisk mere rost, pendant til Googles online-webtjenester Gmail, Dokumenter, Kalender, Picasa og så videre. Zoho opruster nu på mobilfronten og gør deres mange funktioner tilgængelige på iPhone, Windows Mobile, Blackberry og Android.

Zoho Mobile tager kampen op med Google

I første omgang skal mobilversionen af Zoho lanceres på engelsk og japansk og de første Zoho-applikationer, der bliver tilgængelige er Zoho Mail, Zoho Calendar, Zoho Writer, Zoho Sheet, Zoho Show og Zoho Creator. Men der loves både flere applikationer og ikke mindst flere sprog i den nære fremtid fra Zohos side.

Mobilversionerne af Zoho skal baseres på de forsøg, som Zoho tidligere har gjort sig på markedet, med applikationer til iPhone og Windows Mobile, men denne gang vil man satse langt bredere, og applikationerne skal således både fungere på Android, Blackberry, Windows Mobile, Symbian og iPhone – eller med andre ord alle de store mobilmærker.

Dermed har Zoho altså ikke bare fundet et nyt marked, hvor de kan konkurrere med Google på applikationsfronten, de vil sågar tage kampen op med Google på sidstnævntes egne telefoner.

Zohos Raju Vegesna siger ifølge digi.no, at "med Zoho Mobile ønsker [Zoho] at give dig adgang til dine data på din foretrukne mobilenhed" og uddyber med at sige, at alle fremtidige mobilapplikationer fra firmaet vil blive tilgængelige på alle de førnævnte mobilplatforme.

Kilde: digi.no