Zoom giver HD-video på små skærme

Videoindhold i fuld HD-opløsning kommer ikke til sin ret medmindre man har det tilsluttet en ekstern skærm. Nu kommer den japanske operatør KDDI dog med en løsning, som skal lade brugeren zoome ind på en del af billedet.

Zoom giver HD-video på små skærme

Det giver næppe nogen mening at streame videosekvenser med HD-opløsningen 1080p til mobiltelefoner, da skærmene endnu ikke har tilstrækkelig høj opløsning for at kunne give den høje billedkvalitet. Derfor er den japanske operatør KDDI begyndt at udvikle en teknik, der giver kunden mulighed for at zoome ind på en del af den højtopløste video og dermed give fremragende kvalitet på mindre skærme.

Resultatet bliver et mere detaljeret billede, da man automatisk vil få vist flere detaljer i billedet, når man kommer tættere på. I demonstrationsvideoen herunder kan man se, at det bliver lettere at følge fodbolden og spillernes bevægelser. At man begrænser sig til at kigge på en lille del af billedet er dog også en svaghed, specielt i teknikkens nuværende form.

Teknologien virker i øjeblikket bedst, hvis man kan forudsige hvor der vil ske noget, f.eks. at bolden lander foran målet. I sin nuværende form tager det nemlig en del tid at zoome ind på billedet og det virker en anelse besværligt at følge med i en videosekvens med masser af aktivitet.