ZTE Grand S: Flere store telefoner fra CES
Som vi også skrev om i går er 2013 tydeligvis blevet året for store skærme i smartphones. ZTE Grand S er kinesiske ZTE’s bud på en 2013-venlig smartphone. Med en skærm på 5 tommer er den ikke helt så stor som Lenovo K900, men den har stadig en fuld HD 1080p opløsning, som giver en fantastisk pixeltæthed på 440 PPI.
ZTE Grand S har et super tyndt design på kun 6,9 – faktisk også som Lenovoen i går, og ZTE siger selv at det er verdens tyndeste smartphone.
Det er ikke kun skærmen der følger med til 2013-standarden, også indmaden i ZTE Grand S følger godt med.En Qualcomm Snapdragon S4 quad-core processor på 1,7 GHz per kerne, med Android 4.1 Jelly Bean skal være grundstenene i ZTE Grand S. Herudover kommer der også 2 GB RAM, 16 GB intern hukommelse som trods det tynde design kan udvides med microSD kort.
Kameraet er 13 megapixel på bagsiden og optager 1080p HD video, og på forsiden sidder et 2 megapixel kamera som kan bruges til videochat.
ZTE Grand S understøtter selvfølgelig 4G LTE, og skulle komme på markedet i Kina indenfor det første kvartal i år. Ifølge CNET kommer den også til det amerikanske marked kort tid efter – prisen er endnu ukendt. Vi har forsøgt at kontakte ZTE for at få en kommentar på om telefonen kommer til at blive solgt i Europa, og opdaterer selvfølgelig artiklen hvis vi hører noget nærmere.
Kilde: CNET