ZTE skal sørge for Telenors sms-beskeder

Når du sender sms-beskeder med Telenor, vil det for fremtiden ske med billig kinesisk isenkram.

ZTE skal sørge for Telenors sms-beskeder

De billige, kinesiske leverandører af telenetværk vinder atter frem. Nu har Telenor skrevet kontrakt med den kinesiske mastodont ZTE, der skal sørge for, at selskabets danske, norske og svenske kunder blandt andet kan sende mms- og sms-beskeder.

"Der er andre kriterier, men pris og totale omkostninger er det vigtigste," forklarer Øyvind Næss, sektionsleder hos Telenor Nordens teknologiafdeling, til ComON.

I forvejen har Telenor valgt den anden store kinesiske leverandør Huawei til at levere datanetværk i Norge, men det er første gang, at ZTE får lov til at levere til det norske teleselskabs hjemmemarkeder.

Valget er endnu et tegn på, at de kinesiske leverandører efterhånden anses for at være modne teknologivirksomheder, samtidig med at de er væsentlig billigere end vestlige konkurrenter om Ericssons, Nokia/Siemens, Alcatel-Lucent og Cisco. Et andet tegn er, at Huawei netop har vundet selskabets første kontrakt med et britisk mobilselskab, Everything Everywhere, om at opgradere deres netværk.

Den kinesiske leverandør lever fuldt ud op til de tekniske krav og kan spille sammen med de øvrige leverandørers platforme, siger Øyvind Næss.

"Det er en kombination, en totalvurdering, af de totale omkostninger og de tekniske egenskaber. ZTE opfylder de tekniske krav, om at systemet kan skalere på en omkostningseffektiv måde," siger Øyvind Næss.

At selskabet er kinesisk er ligegyldigt, siger han. Det er kritierier såsom velfungerende teknik, pris og selskabets økonomiske polstring, soliditeten, der er vigtige.

"Vi giver ikke særbehandling, hverken positivt eller negativt, fordi det er et kinesisk selskab," siger Øyvind Næss.

Telenor skal levere en Value Added Service-platform (VAS), der består af central hardware og software. Platformen skal håndtere telefonsvarer, sms-beskeder, mms-beskeder samt lokationsbaserede tjenester og wap. På det seneste har Telenor også valgt ZTE til at levere netværksudstyr i Ungarn, Montenegro og Indien.