Teleindustrien om 5G i Danmark: Vi skal blive bedst til at bruge 5G
Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, er helt på linje med den danske teleanalytiker John Strand, når det gælder 5G-udviklingen i EU sammenlignet med 5G i USA og Kina. John Strand kritiserer EU for at lægge alt for mange restriktioner på telebranchen, hvilket giver svære rammevilkår for at implementere 5G i netværkene i EU. Strand sammenligner 5G med er hesteløb og kalder i den forbindelse EU for et æsel, mens Kina og USA beskrives som hingste.
Se også: Hård kritik af EUs 5G-håndtering
Sådan spænder EU ben for 5G udrulningen i Europa
På spørgsmålet om, hvorvidt Jakob Willer er enig i John Strands kritik af EU og udviklingen af 5G i Danmark, svarer han kort og godt ‘ja’.
“Man har nogle fine visioner i EU, men den praktiske politik har et helt andet fokus. I en del år har vi ikke i EU haft et erhvervspolitisk sigte i telepolitikken. I stedet har man fokuseret på kortsigtede populære dagsordner, som har været med til at svække incitamenterne til at investere. Det handler eksempelvis om reguleringen af roamingpriser. Det handler om netneutralitetsreguleringen, som skaber usikkerhed om forretningsmodeller på 5G og det handler om offentlige investeringer i gratis wifi, som skævvrider markedet.
Endvidere er der ikke udsigt til, at man vil sikre længere tilladelsesperioder på frekvenstilladelser på grund af modstand fra medlemslandene, og senest har Europaparlamentet også bebudet, at man vil regulere udlandstakster på mobil, selvom der er fuld konkurrence på markedet, og det er muligt at finde billige alternativer. Det trækker alt sammen i den forkerte retning”, slår Jakob Willer fast.
Se også: Mobilabonnementer med hurtig internet
Løbet er kørt – men vi kan arbejde på at blive bedst til at bruge 5G
Han mener, at teleselskaberne i EU burde have bedre rammer til at investere i 5G. “Man burde føre industripolitik og have fokus på at styrke efterspørgslen og anvendelsen, ved for eksempel at stimulere brugen af teknologi i landbruget, i transportsektoren, i industrien, i sundhedsvæsenet m.v”, siger Jakob Willer.
Lige som John Strand er Jakob Willer pessismistisk, når man spørger ham om, EU kan nå at rette op på tingene og indhente USA og Kina på 5G-udbredelsen. “Det tog er kørt. Vi kommer ikke i front med udrulningen. Men vi kan satse på at blive blandt de bedste til at bruge teknologien og styrke konkurrenceevnen i landbruget, industrien, sundhedssektoren, transport, logistik m.v. Det kræver politiske visioner og gode rammer for innovation og udvikling og samarbejde mellem sektorerne”, lyder det fra Jakob Willer.
Se også: Nyheder om 5G