Amazon: Lad elbiler op med droner – mens man kører
Et nyt patent fra Amazon skal hjælpe med et af de eneste problemer, der hidtil ikke har været til at løse for elektriske køretøjer – at løbe tør for strøm. Det er nemlig Amazons tanke, at der, hvis uheldet er ude, lige kommer en drone og tanker lidt strøm over i bilen. Det skal tilmed kunne ske, mens bilen kører. Sidder du i din el-bil i en lang kø, vil du nok give meget for sådan en service.
Se også: Sammenlign priser på droner
Patent: Brug droner til at lade elbiler op
Der er ikke tale om en meget kompliceret patentbeskrivelse:
”Apparater som køretøjer, sensorer og den slags bruger strøm, for at fungere. Beskrevet heri er systemer, enheder og metoder til at overføre energi fra et ubemandet, autonomt fartøj til et køretøj som en bil. Det ubemandede, autonome fartøj lokaliserer måske køretøjet ved et mødested og forbinder sig med køretøjet, mens køretøjet er i bevægelse. Når først det ubemandede, autonome fartøj er forbundet til køretøjet, kan det ubemandede, autonome fartøj overføre strøm til køretøjet.”
Faktisk er det hele så simpelt, at baggrundsdelen af ansøgningen skal anstrenge sig for at få det basale problem til at lyde af noget. Her beskrives, hvordan manglen på strøm på bilen kan gøre den ude af stand til at operere, samt at det måske vil være umuligt for bilen at nå til et opladningssted, hvorved den vil strande et tilfældigt sted. Det vil i sidste ende give en dårlig brugeroplevelse, skriver Amazon.
Se også: Regler for droneflyvning
Kan løse vigtigt problem
Men manglende strøm er jo faktisk et problem, og er en af de ting, der nævnes som en ulempe ved elektriske biler og dermed en grund til ikke at købe en. Kan der komme en lille drone og ”tanke op” ville det jo unægteligt være noget nemmere end at skulle sætte opladningsstationer op overalt eller andre mere besværlige løsninger. Indtil videre er hybridbiler, der kombinerer brændstof og el, dog også en brugbar løsning.
Patentteksten beskriver også, at samme idé kan overføres til andre former for brændstof. Det kan for eksempel også være forskellige former for forbrændingsmotorer og lignende.
Amazon har dog tidligere ansøgt om andre temmelig specielle patenter. Herunder et stort luftskib, der skulle fungere som en flydende opladningsstation. Det lyder måske ret skørt, men hvem ved, om det skulle kunne fungere en dag.
Se også: Nyheder om droner