Hvor må man (ikke) flyve med droner? Se guide til droneflyvning i Danmark
Droneluftrum – ja det er faktisk et ord og et ord, man skal forholde sig til, hvis man har tænkt sig at flyve med droner i Danmark. Det er nemlig ikke tilladt at flyve med droner over alt herhjemme. Se, hvor man må og ikke må flyve med droner i Danmark.
Droneluftrum – her må du flyve / ikke flyve
Naviair og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har i samarbejde med det belgiske firma Unifly udviklet websitet droneluftrum.dk – se mere her – og appen “Droneluftrum”, der kommer til både iOS og Android.
Der er dog en disclaimer til droneluftrum.dk-kortet og appen, nemlig at de ikke garanterer, at de viser alle, hvor der ikke må flyves med droner, men den giver i hvert fald et solidt fingerpeg om, hvor det ikke er tilladt. Det understreges også, at det til enhver tid er droneførerens eget ansvar at kende til og overholde gældende regler for droneflyvning, herunder i forhold til, i hvilke områder droneflyvning ikke er tilladt.
Se også: Drone-regler – fordele og ulemper
Droneflyvning – tilladelse til at flyve i særlige områder
Både appen og websitet viser både midlertidige og permanente områder i Danmark, hvor droneflyvning ikke må finde sted. Man skal også være opmærksom på, at droneflyvning i byområder kræver dronebevis samt et professionelt formål for at måtte flyve.
Hvis man har dronebevis, kan man søge tilladelse til at flyve i nogle af de områder, hvor man ellers ikke må flyve med droner. Det gælder for eksempel ved militære flyvestationer, offentlig godkendt flyvepladser og godkendte helikopter flyvepladser.
Ønsker man at flyve med drone i byområder, hvor det normalt er forbudt, så skal man søge om tilladelse ved den politikreds, som området ligger i. Hvis man ønsker at flyve over en særlig ejendom i et droneflyvning-forbudt-område, skal man søge tilladelse ved at henvende sig til den myndighed eller forvalter, som er ansvarlig for området.
Flyvning i naturfølsomme områder må kun finde sted ved udførelse af nødvendige opgaver i forbindelse med tilsyn og vedligeholdelse af for eksempel anlæg, ejendomme, skovbrug, landbrug og dyrehold m.v. Man kan derudover søge særlig tilladelse, hvis man ønsker at flyve i et eller flere områder med et professionelt formål.
Se også: Priser på droner
Sådan ansøger du om droneflyvning på steder med restriktioner
Man kan typisk ansøge om lov til at flyve ved at sende ansøgning til info@tbst.dk, hvor man skal oplyse navn og dronebevisnummer eller dronetegnnummer, sted hvor man ønsker at flyve, formål med flyvning, tidspunkt og hvor længe man ønsker at flyve.
Det er til enhver tid droneførerens eget ansvar at kende til og overholde gældende regler for droneflyvning, herunder i forhold til, i hvilke områder droneflyvning ikke er tilladt.
Se også: Guide til droner