Alt om Droner : Historie, lovgivning, trusler og de mange muligheder

Droner er blevet personlige, men de kan også krænke den personlige sikkerhed og ejendomsret. For 20 år siden havde de fleste en Personlig Computer (PC) og om få år kan de fleste også have en Personlig Drone (PD) - Vi ser nærmere på trusler, muligheder og regelværk for brug af Droner.

Alt om Droner : Historie, lovgivning, trusler og de mange muligheder

De summer og snurrer lige over os og vores børn leger allerede med dem. De dræber for militæret, overvåger trafikken og tager nærbilleder af selv den mindste myre fra et fjernt fugleperspektiv. De er fjernstyrede og styres elegant over vores haver fra smartphones af mennesker vi slet ikke kender – Velkommen til en verden af skjulte krænkelser og store muligheder.

 

Definition af Drone

“En Drone kan defineres som en – ubemandet og fjernstyret flyvende konstruktion som kan genbruges – Droner er typisk variationer af fly og helikoptere. Droner designet for underholdning og kommercielt brug kan relativt enkelt styres fra simple internetterminaler som f.eks smartphones og computere”, Nicolas Fredriksen.

 

Vi ser her nærmere på Trusler, Regler og Muligheder for brug af droner i Danmark!

 

Først kort om dronens historie : Fra krig til leg

Det som startede som top hemmelige militære udviklingsprojekter tilbage i 70ernes USA, kulminerede i 2001 med effektive prototyper, da amerikanske droner (UAV el. Unmanned Aerial Vehicle) i stor skala blev aktiveret og testet som våben i krigen mod Taleban i Afghanistan, og der gik ikke mange år før forenklede droner fandt vej til hylderne i de danske legetøjsbutikker – Et seriøst våben blev hurtigt til legetøj.

Det er absolut ikke første gang at avanceret teknologi udviklet for krig finder vej til det kommercielle marked, men jeg kan næppe tænke mig et fortilfælde hvor overgangen er sket så hurtig, som med droner.

Selv om legetøjs-dronerne er små, simple og relativt billige, så hviler meget af konceptet på det samme store og ekstremt dyre teknologiske Back-Office, som de militære droner også trækker på; GPS-teknologi, mobilt netværk, avanceret optik og software – For én meget billig penge kan man i dag få en drone der kan lave lige så meget efterretning, som store og dyre militære droner kan.

– Drone-teknologien udvikles med lynets hastighed, mens lovgivningen på området snegler sig afsted. Det store potentiale i Internet of Things kan i sandhed samles i en drone. Det store tomrum mellem teknologi og lovgivning er allerede gabende stort og det bliver kun større for hver dag – Jo større juridisk tomrum, des større er risikoen for krænkelser af den personlige frihed og sikkerhed.

 

Trusler & regler : Manglende drone regler vil krænke danskernes rettigheder

Fanden skal selvfølgelig males på væggen. Droner er elektroniske fugle med digital optik, som lydløst kan blafre over din have og publicere hvad de filmer på de sociale medier og registrere alt i politiets arkiver. Dronen kan hurtigt blive ulykkesfuglen, som uhindret afslører alt om dig – Og lovgivningen er slet ikke klar til håndtering af teknologiske drone overgreb!

– I Danmark er det Trafikstyrelsen, der udstikker regelværket for brug af droner. Trafikstyrelsen er imidlertid langt bagud på lektien idet reglerne kun sonderer regelværket i forhold til dronernes vægt og anvendelse. Dronernes udstyr, art og godkendte overflyvningsområder er ikke videre reguleret.

Spørgsmål vi savner klare drone regler for, er knyttet til følgende:

  • Udstyr – Har dronen kamera, trackingsystem eller udstyret med en anden form for overvågningsteknologi?
  • Art – Er dronen et simpelt legetøj eller er dronen et avanceret overvågningssystem?
  • Overflyvningsområde – Hvordan reguleres overflyvning af privat grund og offentlige pladser i praksis?

 

Trafikstyrelsen har dog præciseret, at visse brugere af visse droner skal godkendes af UAS Test Center Denmark. Der er desværre ingen sikringer eller bestemmelser for droner benyttet af personer som ikke ønsker at registrere sig i offentlige registre.

Det være sig offentlige myndigheder, kriminelle, paparazzier, privatdetektiver, stalkere etc, som uhindret kan købe deres droner i udlandet og bruge dem frit i Danmark.

Svarene på spørgsmålene om regulering af drone regler er meget mangelfulde. Det er f.eks uvist hvordan krænkede privatpersoner skal kunne opdage, anmelde og standse næsten usynlige og lydløse droner, der overvåger, truer eller krænker privatlivets fred.

Hvem Skal og Hvem Kan også i praksis hindre en flyvende og lydløs drone fra at filme og dele alt på Facebook. Danmark kan hurtigt blive det rene Paradise Hotel – eller endnu værre – Danskerne kan hurtigt blive ofre for alle mulige kommercielle, underlødige og kriminelle handlinger – Danmark mangler klare drone regler og klare anvisninger til hvordan reglerne kan håndhæves!

Se også: Seneste nyt om Droner

 

Muligheder : Dronerne vil rede liv, skabe vækst og sikkerhed

Dronerne er små elektroniske engle, der vil rede liv, skabe økonomisk vækst og skabe tryghed i samfundet. Der er så mange vanvittige brugsområder hvor droner kan glimre med deres tilstedeværelse, at kun fantasien sætter grænserne.

Jeg er ikke i tvivl om, at droner vil booste verdensøkonomien med store procenter og under forløbet også skabe noget fred, fjerne sygdomme og bekæmpe kriminalitet.

Kun fantasien sætter grænserne. Selve dronen er en meget simpel og relativt billig flyende platform for meget avanceret teknologi og allerede i dag kan de udmærke sig på en lang række praktiske områder, som f.eks:

  • Sniffe udledning af div. kemiske forbindelser.
  • Overvåge med avanceret optik inkl. infrarød.
  • Bevæge sig hurtigt og lydløst.
  • Flyve med kirurgisk præcision.
  • Aflevere nytte-værdi til eksakt adresse.
  • Stor løfteevne og alsidig funktionalitet.
  • Relativt lave produktionsomkostninger.
  • Erstatter mange trivielle arbejdsopgaver.

Droner kan bekæmpe kriminalitet og overvåge ildebrand

Droner kan sniffe svovl, gasser og reagere på krudt. Ved ild, kemikalie udslip og våbenskud, kan pre-definerede droner på bestemte lokationer, automatisk sendes ud for, at kortlægge, overvåge og forfølge truende begivenheder. Et antal strategisk placerede droner kan hurtigt og automatisk udsendes til kritiske vejkryds ved registrering af skud, røverier m.m. og dermed overvåge, og være vidne til kriminelle handlinger og følge mulige gerningsmænd i deres flugt.

 

Droner med hjertestarter og øjne til havs

Droner kan hurtigt komme nødstedte til undsætning. F.eks flyve med hjertestarter, afsøge kystnære havområder og finde forliste mennesker på kort tid, og deltage i eftersøgningen af vildfarne mennesker i naturen. Fordelen med denne type opgaver er, at dronerne kan udsendes i samme øjeblik som alarmen går og med et større antal droner, der arbejder sammen kan effekten blive utrolig stor og redde mange menneskeliv.

Drone med hjertestarter

Droner i landbruget

Særligt i verdens fattigste lande hvor landbruget er ekstremt mandskabsintensivt kan droner tænkes, at kunne udføre meget af et ellers tidskrævende og trivielt arbejde. F.eks i bekæmpelse af skadedyr, såning af afgrøde og overvågninger af fjerntliggende marker. Jo mere effektivt landbruget bliver, des mere tid vil der være til uddannelse og håndværk, som kan løfte fattige landbrugsfamilier ud af fattigdommen.

 

Droner som FN-observatører

Civile lider altid store tab og gennemgår umenneskelige pinsler i krig. I alle væbnede konflikter flyver beskyldninger frem og tilbage mellem de stridende parter om hvem, der er ansvarlige for angreb på hospitaler, skoler og almindelige bebyggelser.

Det er altid svært, at overvåge og dokumentere sådanne angreb, og det ender altid med at angriberen går fri mens kvinder og børn dør. Ved indsættelsen af droner, der overvåger og registrerer hændelser over hospitaler, skoler og andre civile områder, kan FN, meget lettere få dokumentation for hvem der står bag angreb på civile.

 

Droner i den kommercielle verden

Amazon er i fuld gang med at realisere deres drone-projekt, som skal muliggøre levering af pakker med droner. Det er måske et meget højtflyvende projekt, som virkelig vil udfordre lovgivningen og vores moderne samfund som helhed. For skal Amazon levere med drone, så skal vel alle kunne gøre det samme. Selv Pizza-manden på hjørnet. At millioner af droner skal blafre over vores byer virker imidlertid ikke særlig realistisk i den nærmeste fremtid.

Dog kan der være mange andre og meget kommercielle niche-muligheder for droner. F.eks brug af droner til kontrol af havmølle parker og andre offshore installationer. Der kan også ligge store kommercielle muligheder i sygdomsbekæmpelse og essentiel pakketransport i den tredjeverden. F.eks i bekæmpelsen af malaria hvor droner kan registrere selv den mindste vandpyt og på et gunstigt tidspunkt levere gift til myggelarverne.

 

Perspektivering

Dronerne kommer. Det er der ingen tvivl om. De er Internet on Wings – billige flyvende konstruktioner med meget avanceret teknologi, som alle har råd til, og har man særlige økonomiske interesser. Det være sig forankret i menneskevenlige såvel i menneskefjendtlige motiver, så kan man let forsvare at bruge lidt ekstra penge og få fingrene i en Drone, som kan udføre et meget værdifuldt overvågningsarbejde.

De eneste som ikke kan få fingrene i dronerne er sørgeligvis lovgivningen og dem der skal håndhæve den. Som det forøvrigt også gælder hele spekteret indenfor Internet of Things, så halter lovgivningen kraftigt bagud, mens den teknologiske udvikling raser afsted til Uden lov og ret.

Jo flere droner der sendes til himmels og jo mere avancerede de bliver, des flere krænkelser af danskernes frihed og sikkerhed vil vi også se. Moderne lovgivning bør indføres før vi alle får en Personlig Drone (PD); Lydløs med infrarødt kamera, avanceret lytteudstyr og trackingsystem inkl. Selfie-CAM og med LIVE Up-Date på Facebook og Instagram.

Dronerne er imidlertid også svaret på verdens mange udfordringer og i drone-teknologien ligger der mange muligheder for øget sikkerhed og økonomisk vækst. Dronerne kan redde den halve verden, men først må lovgivningen sikre den enkelte borger.

 

Se også: Seneste nyheder om Droner & overvågningskameraer

 

Seneste nyt i sagen

Siden redaktionen publicerede denne historie er der kommet nyt i sagen. Steen Jørgensen holdt fast i sin interesse i tematikken. 1/2/2016 rettede vi nyt fokus på sagen med et indlæg omkring Googles SkyBender-projekt vil sende 5G internet fra droner drevet af solen – Artiklen kan du læse her her. Se de seneste nyhede om temaet her.