Undervandsdrone med zoom og bedre billedstabilisering
Traditionelt set har det jo været noget nær nødvendigt at have hovedet under vand, hvis man vil se, hvad havet under en gemmer på. Er man ikke helt fristet af den idé, er der en løsning, nemlig et ”remotely operated underwater vechcle”, eller helt enkelt en ROV, en undervandsdrone.
Avanceret undervandsdrone: BW Space Pro Zoom
De droner, der flyver omkring i luften, har fået mest fokus, ingen tvivl om det, men den senere tid er interessen for undervandsdronerne vokset og dermed også interessen for at gøre deres kamerafunktioner bedre.
Et af de selskaber, der gerne arbejder med det, er kinesiske Youcan Robot. Sidste år kom de med deres første forbrugerprodukt – BW Space. Nu er selskabet klar med en mere avanceret version, der har fået navnet BW Space Pro Zoom. Blandt de forbedrede egenskaber er 6x optisk zoom og bedre billedstabilisering, så resultaterne får et mere professionelt udseende.
På den tekniske side har Pro Zoom-modellen et nyt design med fire motorer, hvilket giver et mere varieret bevægelsesmønster i vandet. Det er lettere at styre dronen op eller ned og få den til at hælde.
Se også: Guide til billige droner
Kan dykke ned til 100 meter
Dronen kan dykke ned til 100 meter og filme real-time video, der sendes via kabel til en WiFi-forstærker på overfladen. Rækkevidden er heller ikke at kimse ad. Med en smartphone eller den medfølgende fjernbetjening kan man styre dronen på op til 500 meters afstand fra forstærkeren.
Kameraet i dronen har en 1/1,8 tommer CMOS-sensor, der tager billeder i 12 megapixel opløsning eller filmer i 4K. Med er også LED-lamper, der automatisk kan justere lysstyrken, så motivet får den rette lyssætning. Batteritiden skulle være op til fem timer, hvis man blot fotograferer. Filmer man, ligger batteritiden på tre timer, hvilket heller ikke er ilde.
Se også: Priser på droner
Pris på BW Space Pro Zoom
Prisen for en BW Space Pro Zoom ligger på 2.000 dollars for den dyreste version.
Der er også to billigere varianter med færre funktioner, der koster henholdsvis 1400 og 1000 dollars.
Se også: Nyheder om undervandsdroner