black friday online handel 2019

Black Friday-shopping nåede nye højder i Danmark

Der blev shoppet igennem på nettet på Black Friday – i hvert fald kunne betalingsleverandøren DIBS registrere stigninger i antallet af onlinehandler nærmest hele døgnet, sammenlignet med året før.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

Sammenlignet med sidste års Black Friday steg antallet af handler med hele 57 procent viser tal fra DIBS og holdt op imod en normal fredag i 2019, blev der på Black Friday foretaget 151 procent flere onlinekøb, men i de senere år har Black Friday-shoppingen ikke begrænset sig til blot den oprindelige amerikanske ”shopping-helligdag”.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

 

Black Week – ikke bare Black Friday

Ifølge DIBS’ opgørelse, blev der fra mandag til torsdag forud for årets Black Friday registreret 42 procent flere handler på nettet sammenlignet med en gennemsnitlig 7-dages uge i 2019.

“Selve navnet ”Black Friday” er nærmest ikke dækkende længere. Selvom nogle butikker fastholder, at tilbuddene først gives fri, når vi går fra torsdag til fredag, så tyvstarter et stigende antal butikker og kører med tilbud hele ugen og ofte også lørdag og søndag efter Black Friday”, forklarer Tanja Oda Sørensen, marketing manager i DIBS.

 

Faldt sammen med lønningsdag

Hvor DIBS på Black Friday i 2018 kunne notere en nedgang i antallet af transaktioner sammenlignet med året før, så var billedet helt anderledes i år. I praktisk talt hele døgnet kunne der noteres stigninger i antallet af onlinehandler sammenlignet med året før. En del af forklaringen kan ifølge Tanja Oda Sørensen findes i noget så lavpraktisk, som Black Fridays placering i måneden.

“Black Friday er i år landet på en dag, hvor mange har fået løn, og selvom vi, i tråd med tidligere år, har set en del negativ omtale af Black Friday-fænomenet i medierne, så peger alle tal på, at danskerne virkelig har taget Black Friday til sig og ikke siger nej til et godt tilbud”, siger hun.

 

Mænd køber elektronik – kvinder tøj og sko

Før Black Friday spurgte DIBS, gennem analyseinstituttet YouGov, et repræsentativt udsnit af danskerne om deres shoppingplaner for Black Friday. I tråd med tidligere år, så levede kønsstereotyperne i bedste velgående i forhold til, hvad flest mænd og kvinder forventede at købe.

For kvindernes vedkommende svarede 65 procent, at de havde i sinde at købe tøj, sko eller accessories på Black Friday, mens 57 procent af mændene svarede, at de havde planer om at købe elektronik.