Nu skal al forbrugerteknologi oplades med USB-C
Den 28. december 2024 trådte EU’s såkaldte universalopladerdirektiv i kraft. Det betyder et farvel til ledningskaos, da en lang række forbrugerelektronikprodukter skal understøtte USB-C-opladning for at kunne sælges i EU.
Dette skridt markerer et stort fremskridt mod standardisering af ladeporte og -kabler og adresserer tidligere fragmentering inden for opladningsteknologi, hvor man har skullet anvende MicroUSB, USB-C og Lightning.
Se også: Priser på forbrugertech
Krav om USB-C-opladning i mange produktkategorier
Loven gælder for en bred vifte af enheder, herunder mobiltelefoner, tablets, kameraer, hovedtelefoner, spillekonsoller, e-bogslæsere og meget mere. Fordelene ved den nye standard er mange.
For det første bekvemmeligheden som forbruger, da enheder fra forskellige mærker vil kunne oplades med samme USB-C-oplader.
Det betyder endvidere, at man slipper for at skulle købe nye opladere, hvis der ikke følger en oplader med ens nye produkt. Går opladeren i stykker, er der samtidig en stor sandsynlighed for, at man allerede har et par andre liggende i huset, når alle ens øvrige teknologiprodukter bruger samme ladestandard.
Det er også godt for miljøet. Lovgivningen fremmer nemlig genbrug af opladere, hvilket mindsker miljøbelastningen.
Selvom loven allerede dækker mange enheder, har laptop-producenter indtil 28. april 2026 til at implementere USB-C som standard.
Se også: Guide til hardware
EU’s universalopladerdirektiv har presset iPhone 14 og SE ud af EU
Den nye lov har haft betydelige konsekvenser, især for Apple, som nu har fjernet Lightning-udstyrede modeller som iPhone 14 og iPhone SE fra det europæiske marked.
Heldigvis overgik Apple til USB-C med iPhone 15-serien, der dermed overholder reglerne.
EU’s universalopladerdirektiv vil formentlig ikke kun påvirke ladesituationen i EU, men også i hele verden, da det kan blive for omkostningstungt at producere forbrugerelektronik til resten af verden med andre typer opladere end USB-C. Dette fænomen kaldes også for Bruxelles-effekten.
Se også: Nyheder om forbrugerteknologi