Google på vej med true wireless headset

Google skulle gennem et stykke tid har arbejdet på et true wireless headset - ny produktkategori på Googles supportside underbygger teorien.

Google på vej med true wireless headset

Der har på det seneste svirret rygter om, at Google er i gang med deres egen version af Apples meget omtalte AirPods, hvilket lyder meget sandsynligt. Nu er der dukket flere oplysninger op, der taler for, at det rent faktisk passer. Der dukkede nemlig en Headphones-kategori op på Googles supportside, skriver flere medier, men siden er dog fjernet igen.

Se også: Bedste bluetooth headset til træning

 

Googles true wireless earbuds sammen med Pixel 2

Til oktober er det meningen, at Google skal lancere Pixel 2 og Pixel XL2, og det ville jo være meget nærliggende, hvis disse true wireless earbuds kommer samtidig. Dog vil det formentlig være sådan, at de er kompatible med alle Android-telefoner.

Det smarte ved det match er, at et sådant par trådløse earbuds vil være endnu en grund for os, der foretrækker den slags høretelefoner, at holde os til Android-systemet i stedet for at skifte til iPhone for at kunne bruge AirPods. Samtidig vil det gøre det lettere at sluge det faktum, at Google har valgt at droppe 3,5 mm stikket på Pixel 2 og Pixel XL2.

Desuden er konkurrencen ved at være stor på det marked, så det er på tide for Google at kaste sig ind i kampen. For eksempel er Jabra ude med deres Elite Sport, Samsung har Icon X og Sony og Philips har også lige præsenteret deres første af true wireless headset.

Se også: Priser på true wireless earbuds

Kun meget få detaljer om Google Bisto

Vi har ikke mange detaljer om Googles earbuds, men en beskrivelse af dem som AirPods til Android er nok ikke helt i skoven. Under udviklingen er de gået under kodenavnet Bisto hos Google, men vi ved ikke, om det også bliver det endelige navn. Bruger du Google Assistant, kommer du også til at kunne styre dine Google earbuds med stemmen.

Denne type headset er jo trådløse, og forbindelsen bliver formentlig via Bluetooth, men der kan også være en trådbunden forbindelse som USB-C eller en form for dongle, hvis man foretrækker det. Vi har desuden allerede set kode for indikation af batteritid i Google-appen til Android.

Se også: Guide til true wireless headset

Pris for for Apple AirPods?

Pris ved vi ikke noget om, og heller ikke om, hvorvidt Googles earbuds kommer til at kunne fås i en pakke med Pixel 2 eller lignende. Skal vi skæve til prisen for AirPods, ligger den omkring 1.400 kroner. Tidligere lå prisen for Googles telefoner noget under Apples niveau for iPhone, men med Pixel kom de op i samme prisleje. Formentlig vil det samme ske med Googles trådløse earbuds.

Indtil videre må vi bare vente på, at det bliver oktober, så Google selv kan fortælle os mere.

Se også: Nyheder om headset

kilde