Klager over dårligere støjreducering i AirPods Pro efter firmware-opdatering
En af de store nyheder ved AirPods Pro er den aktive støjreducering, der skal lokke kunderne til at opgradere til den nye model. Desværre ser det ud til, at fordelen ved at have aktiv støjreducering er forsvundet efter den seneste opdatering af firmwaren. Kunderne er nemlig begyndt at klage over, at støjreduceringen er blevet dårligere efter opdateringen.
Klager over forringet støjreducering i AirPods Pro efter opdatering
Det er uklart, om opdateringen af firmwaren rent faktisk har gjort noget, der har påvirket støjreduceringen, og siden der ikke findes nogen log over ændringerne, er det kun Apple, der kan svare på det spørgsmål. Hvilket de så ikke har gjort… Samtidig er en opdatering af firmwaren ikke noget, man som bruger kan vælge fra eller gøre noget ved. En sådan opdatering kører i baggrunden, uden at brugeren ved det. På den ene side er det godt, for det sørger jo for, at høretelefonerne hele tiden er så opdaterede, som de kan være. Men på den anden side kan det føre til netop denne slags situationer, hvor man som bruger ikke har nogen valgmulighed. Se også: Test af de bedste headset
Også problemer hos Bose og Sony
Som et lille plaster på såret har The Verge påpeget, at problemet ikke kun gælder Apple. Også Bose og Sony har fået klager over, at støjreduceringen i høretelefoner er blevet påvirket af firmware-opdateringer. Hvorvidt der er noget om det, eller om det blot er en oplevelse, de klagende brugere har, vides ikke. Oplever du også forringet støjreducering efter den seneste firmware-opdatering, så skriv gerne en kommentar herunder artiklen om din oplevelse. Det kunne være fint at høre, om problemet også rammer danske brugere. Har du et headset fra en anden producent af denne type true wireless headset, så må du også gerne skrive, hvis du har oplevet lignende problemer med støjreduceringen efter en opdatering. Se også: Nyheder om AirPods Pro