Produktionen af nye AirPods kan gå i gang i oktober
Skal man tro rygter, der går, har Apple planer om at lancere hele tre modeller af AirPods i år. I begyndelsen af året kom AirPods 2, men der skal altså efter sigende nå at komme to modeller mere, inden året er slut.
Dette bliver endnu mere interessant, når det er den kendte analytiker Ming-Chi Kuo, der kommer med påstanden. Han plejer at have styr på sine oplysninger.
Nye Apple AirPods er vandtætte og har støjreducering
Denne gang fortæller han, at den ene kommende model er en mindre opdatering af AirPods, mens den anden bliver en større opdatering med et helt nyt design. De kommer blandt andet også til at være vandtætte og have aktiv støjreducering.
Det lyder jo godt alt sammen, og nu kan DigiTimes fortælle, at produktionen af nye AirPods skal begynde allerede i oktober. Hvilken af modellerne, det i så fald skulle dreje sig om, melder historien ikke noget om, men det kan være den mindre opdatering. I hvert fald hvis man skal tro andre rygter fra Bloomberg, der siger, at modellen med støjreducering ikke kommer på markedet før i 2020.
Se også: Priser på headset
Kan undre med mindre opdatering efter seks måneder
Hvorfor Apple skulle komme med en mindre opdatering af AirPods i år, kan vi ikke svare på. Det lyder lidt underligt med tanke på, at AirPods 2 kom for blot et halvt års tid siden. DigiTimes er heller ikke den mest pålidelige kilde, man kan finde, når det kommer til at Apple-rygter, så tag det hele med et godt drys salt.
Er man på udkig efter earbuds med aktiv støjreducering, kan man vende blikket mod Huawei, der slog Apple i kapløbet, da de præsenterede sin FreeBuds 3 ved IFA 2019 i sidste uge.
Se også: Nyheder om Airpods