Test af billigt men forbløffende godt true wireless headset

Chill TWS er en true wireless headset med god lyd og fin batteritid samt en meget skarp pris. Læs test af dette billige true wireless headset.

Test af billigt men forbløffende godt true wireless headset

Danske Chill Innovation lancerede et nyt true wireless headset, Chill TWS, i sidste uge til en mistænkelig lav pris på 899 kroner – introtilbud på 699 kroner. Med tanke på prisen var jeg meget skeptisk med hensyn til særligt lyden, men også batteritiden var jeg noget bekymret for.

Det var jeg i kølvandet på for eksempel Apple AirPods, Samsung Icon X og Jabra Elite Sport , der også alle hører til i kategorien true wireless. De kostede op mod 2.000 kroner og til den pris var lyden lidt skuffende og batteritiden på 3-4 timer var heller ikke imponerende.

Se også: Sammenlign priser på headset

Test af billigt true wireless headset: Chill TWS

Så hvordan skulle det blive bedre med et headset af denne type til 899/699 kroner? Jeg kan kun konstatere, at min skepsis blev manet godt og grundig til jorden – i hvert fald på de to punkter.

Se også: Test af de bedste høretelefoner

 

Overraskende god lyd i Chill TWS

Lyden er faktisk rigtig god i Chill TWS. Den føles fint fyldig med god bund og udmærkede nuancer i både høje og lave frekvenser. Jeg kan skrue godt op for lyden uden at den ender i diskant skingerhelvede.

Lyden i Chill TWS er helt sikkert på niveau med lyden i de dyrere konkurrenter og jeg er lige ved at gå så vidt som til at sige, at den er bedre.

billig true wireless headset chill tws pris

Se også: De bedste headset til træning

 

Batteritiden

Chill Innovation oplyser selv, at batteritiden er 5 timer på en opladning. Det er lige at stramme den lidt, i hvert fald for mig, men det kan også afhænge af, hvor højt man spiller. Jeg ligger typisk på mellem 4 og 4,5 timer, men det synes jeg faktisk også er godkendt.

Batteritiden presses så heller ikke af fitness tracker funktioner og andre ting som på Icon X og Jabra Elite Sport med batteritid på 3 og 4,5 timer (den nye version af Jabra Sport Elite). Headsettet lades op via en medfølgende powerbank, der lades op med micro-USB. Denne powerbank kan give op til fire opladningerne af headsettet.

Se også: Test af Apple Airpods

 

Brugervenlig

Derimod skal de have tommelfinger op for at understøtte Siri og Google Assistant til stemmestyring og de er også enkle at betjene. Parringen med en mobil via bluetooth går dejlig let – første gang, man tager dem ud af oplader-holderen, og vil parre dem med mobilen, dukker de automatisk frem på listen over enheder, man kan parre på telefonen.

Dog oplever jeg ind i mellem, at jeg skal slukke og tænde for bluetooth på telefonen, når de efterfølgende skal forbindes igen. Man skal også tænde for begge earpods – når man tænder den ene, tændes den anden ikke automatisk. Det skulle dog betyde, at standbytiden og batteritiden bliver bedre. Samtidig betyder det så også, at man kan benytte bare den ene som et almindeligt headset til samtaler.

Headsettet betjenes, hvis man ikke gider bruge stemmestyring, med multi-funktionsknappen, der kan bruges til at play/pause musik og besvare opkald.

Se også: Test af Samsung Icon X

Materialer

Chill TWS er svedtæt og vandtæt, men tilbyder ellers ingen fitness-relaterede funktioner overhovedet. Det er selvfølgelig også en af de væsentlige grunde til, at de koster som de gør. Selve batteribanken og headsettene føles meget billig, når det gælder materialerne.

Det er plastisk, der gælder og materialet føles overhovedet ikke eksklusivt på nogen måder. Det ville næsten også have været for meget af det gode, hvis de, udover god lyd og batteritid, også var lavet i lækre materialer. Der følger i alt tre forskellige earbuds med i æsken og lige præcis det sæt, der sidder på fra start, passer perfekt til mine ører. De sidder godt og sikkert og klarer fint løbeturen uden at jeg skal trykke dem på plads i løbet af turen.

billig true wireless headset chill tws pris test

Se også: Test af Jabra Sport Pulse

 

Konklusion

Chill TWS er faktisk den type true wireless headset, jeg har sukket efter. Ingen fancy funktioner og en pris, jeg synes er rimelig. Apple AirPods står i knap 1.400 kroner, hvilket er for høj en pris.

Vil man gerne have et headset med fitness tracker-funktioner, så er Samsung  Ixon X faldet i pris og er i dag attraktiv nok. Er man ikke til den slags, er de 1.200 kroner, man kan få dem til, for høj en pris. Er du hurtig ude, kan du få Chill TWS til 699 kroner, ellers kommer de snart til en pris på 899 kroner, hvilket er en rigtig god pris – og også en rimelig pris > Køb headsettet her.

 

Karakter: 8/10

Pris: 699/899 kroner

Se også: Test af headset